Jeg var rejst til Ethiopien og jeg havde taget Xnud Holger med i rygsækken.

Den dag gik jeg en tur igennem byen og endte nede på torvet.
En gruppe folk var samlet omkring en mand som stod på en forhøjning.
Da jeg kom nærmere så jeg at det var Xnud Holger. Han stod på et lille podie som var flikket sammen af nogle brædder.
Det var et underligt skue.
Der stod Xnud Holger, han var klædt ud, i en mundering jeg ikke havde set ham bære før…
Han bar en lysegrøn langærmet skjorte og mørkegrønne bukser. Dertil brune forformede sko. Han havde en kæmpe måne. Det eneste hår han havde tilbage, var i siderne over ørene, og det var gråt.
Han bar et par sorte, firkantede briller. På hans Højre hånd, bar han en hånddukke. Sådan en man stikker hånden op i, så man kan styre munden ved at åbne og lukke fingrene.
Han så bekendt ud, på en eller anden måde.
Så gik det op for mig, at han jo havde klædt sig ud som Mr. Garrison fra den animerede tv-serie Southpark.
Eneste forskel var, at den dukke han havde på hånden, ikke lignede Mr. Hat fra fjernsynet, næeh, den her dukke repræsenterede umiskendeligt digteren Rimbaud i hans unge år.
Det var absurd.
Dukken repræsenterede umiskendeligt Rimbaud, men den var udført som var den tiltænkt en plads i Muppet-show. Groft karikeret og fjollet til overmål.

Rundt omkring podiet var der samlet en skare mennesker, vel en 70-100 stykker. Der var en hel del gadebørn og en broget skare af voksne. Der var mænd med jakkesæt og mapper, damer med sjal og bylter, folk i jeans og sandaler og så nogle enkelte hvide turister.

Xnud Holger var i gang med sin forestilling.
Nu var det hånddukken, Mr. Muppet-Rimbaud, som talte:
Han intonerede et digt som trak tænder og næsehår ud:
Intonationen af digtet detonerede Ordene frontalt lobotomiskt så at folk fald omkring mig og skingre skrig fyldte luften, dette var krigens koncentrat, et destillat af sireners serenader og valkyrie vaudeviller, jo! Ondskaben fandtes, den var sand og den var en nål i min beskyttende bobble, alt blev hvidt og summende. Mens jeg faldt, borede sylespidse bogstaver sig ind i mine lemmer og ord, skarpe som nyslebne krumsabler blev siddende i mit blødende kød og hjernevindinger. Blodet sprøjtede, skrig fyldte luften, ordene var kødkrogene som vore svinske kroppe blev hængt op på… Resten var stilhed.
Selve digtet var så kryptokrystallinskt og rent, perfekt og fuldendt, at det opløste det sprog som det blev lagret i, udløsningen var en nano-nuclear simultan kædeimplo og ekslo sion, et evigt loop af dåselorts eksplosioner som genlyder og og lød i alle tider og alle evigheder.
Digtet opløste sig selv og alt omkring det, det var et sort hul som fødtes i Mr. Muppet-rimbauds hånddukke mund og viskede tavlen ren for alt hvad den kunne rumme.
Tilbage lå det hvide kridtstøv, i bunker på jorden. Rensede i sindet som vi alle var, så vi med mikrospopisk præcision de enkelte kridtkrystallers byggeklods-potientale.
Af kridtstøvet byggede vi katedraler og kåde kamelæoner, som fløj på sommmerfuglevinger gennem alle de riger af virkelighed og forestilling, som vi før ikke havde været i stand til end at sanse.

Jo, sådan var det, eller også er det noget jeg bare finder på!
Selve digtet kan jeg ikke gengive.
Det opløste jo det sprog det var født af og dertil vore sansers sammenhæng.
Vi var nu som børn, med sjælene splintret i tusinde dromedarer med masser af dikkedarer.
Vi måtte rejse os fra støvet, og med tungen i munden som i slaraffenland, kunne vi give os til at bygge vore sjæle ud af de mange stumper og stykker som lå spredt i sandet.
Vi var som børn i en slik-legetøjsbutik med frit valg på alle hylder.
Vi tog blot de bidder som fangede vores interesse, eller som på en eller anden måde passede finurligt med et andet stykke vi havde øjnet: vi skabte mønstre med sjælefragmenter og byttede med hinanden: vi stablede tårne og spillede kugler og kastede grinende sjælestumperne efter hinanden.
Sådan gik det til at vi alle blev hinanden og at vi alle blev en.

Der gik tre dage og tre nætter.

På den fjerde dag følte alle sig mætte, tilfredse og opfyldte og alle faldt til ro. Man satte sig af sig selv på jorden med ansigtet vendt mod Xnud holger og Mr. Muppet-Rimbaud.
Man havde byttet og bygget og alle havde nu fået konstrueret en sjæl som kunne rumme alle stumper og havde plads til alle lag.

Da støvet havde lagt sig begyndte Xnud holgers hånddukke, Mr. Muppet-Rimbaud at bevæge munden.
Men ingen ord kom ud.
Munden gispede efter vejret som en fisk på land som ikke kan få luft, Mr. Muppet-Rimbaud så ud som om han var ved at blive kvalt!

Da var det at jeg lagde mærke til, at Xnud Holger jo med sin venstre hånd, klemte hårdt om sit højre håndled, som jo altså også var Mr. Muppet-Rimbauds hals.
Xnud Holger var i færd med at kvæle Mr. Muppet Rimbaud!
Omsider, efter en voldsom dødskamp, faldt Mr. Muppet-Rimbaud omsider om, stirrende stift op i himlen med åben mund.
Han var død!

Xnud Holger trak med sin Venstre hånd hånddukken af og kastede den skødesløst væk, over skulderen, så den havnede på jorden i støvet.
Ingen tog sig af dukken.

Nu tog Xnud Holger højre hånd ned i lommen og da han trak den op igen, bar den en anden dukke.
Med et stort og fyldigt, gråt og langt skæg og store runde øjne samt en skaldepande.
Dukken lignede en slags gal filosof eller videnskabsmand. Der var lidt Marx og lidt Nietzsche, lidt Einstein og Groucho marx over den. Øjnene var hvide bolde, med små sorte kugler inden i, som svirrede rundt når hånddukken bevægede sig.
Der var ingen tvivl i mit sind.
Nu ville Xnud Holger benytte lejligheden til at forelæse for forsamlingen.
Vi kunne forvente os at skulle lægge øre til hans egne hjemmegjorde analyser om verdens tilstand, banket sammen af bidder fra her og der.
Hele dette show med hånddukken skulle blot tjene til, at kaste et afvæbnende skær over Xnud Holgers selvhøjtidelige lommefilosofier.
De ting han havde siddet og skrevet på det utætte loft ude på borups allé, om vinteren, mens sneen og vinden føg ind af sprækkerne.
Han havde godt talt om dette skrift til mig før.
Han tog det meget højtidelig.
Han yndede at tale om hvordan det var blevet til under disse kummerlige forhold, i den mørke vinter, afskåret som han var fra kontakt med andre mennesker, og ingen penge havde.
Jo, han var rørt af sin egen romantiske sjæl og han mente at hans skrift var af stor væsentlighed for verden.

Nu begyndte han da at tale: