Omrids af anelser
Vi befinder os i et dunkelt rum, gråt, støvet, med næsten helt lukkede træpersienner, hvorigennem det skarpe sollys falder i striber, oplysende det meget støv som fylder lokalet.
Det ligner at vi er i en retssal… Eller måske en foredragssal?…
Men alt er gråt eller farveløst, tilsyneladende… Og dog, dvæles der et øjeblik ved detaljen, kan man se titusinde farver og nuancer i lyset og i det grå…. Rundt om i salen sidder flere skikkelser. Som blikket glider over dem, er alle anonyme, ansigtsløse, bærere af det samme tøj…
Men som noget bevæger sig eller lyset skifter, træder en skikkelse glidende frem i farve og form.

En af disse skikkelser bevæger sig nu gennem rummet, går op af de knirkende trin, indtager podiet og begynder at tale…

Nomadix baktuss fortæller:
”Det første jeg kan huske…?
Er Væk. Eksisterer ikke mere.
I stedet har jeg en erindring om en erindring.
Eller er det en erindring, om en erindring, om en erindring?
Eller måske…..
Da jeg var…. 10 år ?, eller 14 – 15 måske..?
Da jeg var på den alder, hvor jeg var begyndt at udvikle en bevidsthed, talte jeg ofte med mine venner og folk omkring mig, om, hvad det første vi kunne huske var.
Jeg erindrer at jeg dengang kunne huske, at min første ihukommelse fra mit liv, I mit liv, var oplevelsen af køkkenet I vores hus i Stormgade.

Det var en fornemmelse af atmosfæren I dét rum og mig selv I dét sted og dén virkelighed.
Erindringen bestod af del-elementer som det var vanskeligt at skelne.
Der var lugte og fornemmelser af tryghed, en fornemmelse af at være et element I et lukket univers, at have en bane og en position, en fornemmelse af at høre til, at eksistere I kraft af de lugte, lyde, rutiner og adfærdsmønstre som man var en del af, som udgjorde familien.

Jeg kan svagt erindre den fornemmelse jeg havde, da jeg fandt ud af, da jeg besluttede mig for, at det første jeg kunne huske, var den fornemmelse, dér, déngang, I køkkenet.

Som at famle i tåger gennem omrids af anelser.
Som at vandre på en våd mark i en sort nat, I en dis, tyknet med små glimt af genkendelighed, lyde og lugte som flød ind I hinanden og knapt kunne differentieres.

Så var det at jeg snublede over dén fornemmelse, af dén situation, dér dengang I køkkenet.

Det var sikkert vinter. Det var sikkert vinter og koldt og vådt og mørkt og tåget udenfor.
Vi var nok lige kommet ind, havde nu fået varmen, men var stadigt fugtige og gik igennem køkkenet som var fyldt med lugte som vi kendte, som lovede os tryghed og gentagelse.
Eller måske var det en tidlig, tidlig morgen, en vintermorgen. Jeg var vågnet før tid, klokken var måske kun 4.30 jeg havde været forvirret, havde fundet mig selv uden for tid og sted, udenfor et mønster jeg kunne genkende. Jeg var sikkert helt alene, de andre stadig I dyb søvn, og jeg havde gået rundt I huset med store øjne, som var jeg et helt nydt sted, og så var jeg kommet ud I køkkenet og jeg havde kendt det hele igen og forstået hvem jeg var og hvor jeg var.

Det var nok ikke noget specifikt øjeblik jeg mente at kunne huske.
Det var nok snarere konstanter, som gik igen I alle slags situationer og øjeblikke mens jeg voksede op.
Det var måske I køkkenet at kontinuiteten var stærkest, hvor stemningen var mest jævn.
Det må have været her, at lugtene var mest intense og varmen var kraftigst.

Jeg har vel været omkring fire år, (kan jeg huske at jeg blev enig med mig selv om, dengang at jeg fastsatte køkken erindringen som min første.)”

Xnud Holger, som havde siddet stille og anonym på en af bænkene mens Nomadix Baktuss havde talt, rømmede sig nu og sagde så:
”Erindringer er pejlemærker. Det er en mærkværdig process som udvælger disse pejlemærker.
For der er jo tale om valg. Der er noget I os som klamrer sig til visse fragmenter frem for andre, som en skibsbruden til vraggods, I den strøm af liv som river os med.”

Mens han talte gled lyset fra træpersiennerne hen imod ham, både bagfra og forfra på samme tid… Nu var han helt oplyst i et hvidt, grå-gulligt skær, i en flimrende støvsky… Han havde en ternet hat på… Og firkantede briller… Han lignede lidt en billig parodi på en DDR agent fra halvfjerdserne…
Han gjorde en kunst-pause og spilede øjnene betydningsfuldt op.

”Der er vel en alder, hvor de fleste børn begynder at definere deres første erindringer.
Så vælger man noget frem for andet, og hvad man vælger er vitalt for udviklingen af ens personlighed. Det er her man begynder at definere sit univers.”

Xnud Holger tav, og lod sig glide tilbage i det grå, mens lyset blegnede og atter fordelte sig jævnt i rummet.
Hvorfra ved vi at hans navn er Xnud Holger?
Jo, der hænger et skilt på hans bryst, med en snor omkring hans hals, pap bemalet med hvidt, XNUD HOLGER står der, skrevet med store ubehjælpsomme bogstaver med noget der ligner en kulstift.

Nomadix Baktuss fortsatte:

”I erindringen om køkkenet, i huset, i Stormgade, blander sig erindringen om min mormors køkken.
Min mormor gemte brødskorper, som hun lod tørre ind og, når hun havde nok, varmede I ovnen og efterfølgende knuste til rasp.
Af raspen lavede hun æblekage, I en skål med masser af flødeskum.

Min Bror og jeg kom tit hos min mormor.
Der var rart at være.
Der var en atmosfære så tyk at man kunne skære skiver af den.
Og det gjorde vi så, hvergang vi kom.
Vi skar skiver af atmosfæren og fortærede dem og de var nærende og rare og trygge og gode at vokse sig store og sunde på.
Der var en verden udenfor som var stor og vild og eventyrlig og uendelig og faretruende – ja svimlende kaleidoskopisk og kompleks.
For den forandrede sig jo hele tiden – verden derude.
Der var steder som man kendte, som man havde været før, hvor man måske havde haft det rart og så kom man igen og så var stedet et andet – det var farligt måske, eller nøgent og afsjælet.
Verden udenfor begyndte hvor skoven startede, hvor kvarteret sluttede.
Her kom vi af og til med min mormor og legede, der var et reb man kunne svinge sig I og det var sjovt og rart og lidt farligt. Men vi blev altid der, I skovens første lag, I skællet til boligkvarteret.
Vi boltrede os, lykkelige og lidt skræmte, I åbningen til verden udenfor.

I min mormors seng kunne vi af og til finde mentol- bolcher.
Når vi fandt dem var de dækkede af støv og hår og fnidder.
Men de smagte jo stadigt godt.
Vi tænkte ikke så meget over hvordan de var havnet der.
Men det var jo fordi, at mormor godt kunne lide mentol bolcher, og gerne lå og suttede på et, som hun lå der I sengen og slumrede hen.
Så faldt de ud af munden på hende når hun faldt I søvn.

Mormor havde store, gamle, mørke møbler af træ. I kommoden var der gamle billeder og mønter og små underlige dingenoter og dippedutter.
Jeg holdt meget af at kravle omkring og åbne alle låger og alle skuffer, at snuse til tingene og vende og dreje dem.
Hendes lejlighed var en umådelig galakse, med en masse verdener man kunne gå på opdagelse I.
Verdenerne var spækket med spor og aftryk af det uendelige univers, I hvilket galaksen lå.
I galaksen kunne man ånde. I universet udenfor, var luften uberegnelig.
I lejligheden var der støv og lugte og hvert et støvkorn som lyset fangede var bundet til en lugt og til en historie af levet liv. Alle lugte og duppeditter og dingenoter og historier var spejle, prismer man kunne kombinere, sætte I forlængelse af hinanden og – som var det en kikkert – iagttage de fjerne vidder gennem.

Det var lidt trist da mormor flyttede fra lejligheden. Hun var blevet gammel og kunne ikke længere klare trapperne. Hun flyttede hen I en beskyttet bolig.
Der var noget som var gået tabt.
Hun var der jo stadigvæk, mormor, når man kom og besøgte hende og mange af hendes ting var der også. Og så ikke alligevel. Støvet manglede. Og lyset I støvet som det blandede sig med lugtene og tegnede spor mellem tingene og møblerne og minderne og mormor.
Det var som om alting nu brutalt var blevet revet fra hinanden og sorteret klinisk med hård hånd.
Og som mormor nu sad der I sin nye lejlighed, var det som om at det slet ikke var mormor mere, men blot en billig karikatur som stod I skrigende kontrast til de nye omgivelser. Der var ingen kontinuitet mere, ingen bløde overgange, ingen mysteriøse udefinerbare passager mellem kød og hukommelse og erindringer og historier og anelser, lyde og lugte.
Når man besøgte mormor I den gamle lejlighed, forstod man en masse ting uden at så mange ord var nødige. Der var et resonans-rum som gav ord og bevægelser klang.
Nu, her iden nye lejlighed, rungede alting anderledes hult.
Hun var blevet gammel og kunne ikke skabe sin historie på ny endnu et sted.
Hun var blevet installeret af andres hænder og havde ikke kræfter til påny at skabe mening mellem de løsrevne fragmenter af hende selv og hendes ting.
Hvem var hun I det hele taget og hvor kom hun fra?

Det er som om at der aldrig har været så mange ord I min familie.
Der er ikke nogen grandiøs historie som binder alting sammen.

Tænk! At et sted man har boet I mange år, kan rumme så meget betydning!
I et sådant sted er historierne lagret uden ord, skabt gennem mange års liv, gennem ophobning og erosion. Som en kystlinie der tegnes af bølgernes vedvarende puls.

Erindringer er omrids af anelser, vi tegner, som kontinenter på et kort, at navigere efter gennem livets svimlende vildnis.

Xnud Holger rømmede sig atter, højlydt og noget demonstrativt, rejste sig og sagde så, i sit insisterende, højtidelige og selvvigtige men samtidigt sarkastiskt spottende toneleje, som en tovlig psykedelisk psykolog-præst med Hamlet ambitioner:
”Verden er en syndflod af liv og lyst og drift og død og vi er blot små partikler som må kæmpe hårdt for at holde os oven vande.
Verden er så kompleks og umådelig detaljeret, at vi går til at for megen ilt, hvis vi ikke lukker øjne og ører for virvaret. Erindringer er vraggods I malstrømmen som vi klamrer os til og ved hjælp af hvilket vi lyver os verden mindre, for dog ikke at gå under.”
Xnud Holger tav et øjeblik mens han kiggede ned på de papirer han holdt i hånden.
…………………….
Nu vendte han blikket op og så et øjeblik ud over salen, fortsatte så, med lidt kraftigere røst, i sit messende, tiltagende teatralske toneleje, mens øjnene langsomt lukkedes og han svajede blidt fra side til side, som var han i trance:

”Virkelighededen er titusind gange vildere end den heftigste film, men vi vil ikke, vi tør ikke, dykke for dybt. For så er vi alene I en verden af vedvarende forandring. Så er det, at det kan være vanskeligt at beslutte sig for, om man er ved at blive skør eller om man er ved at blive klog af den megen ilt.”
…. Mens han talte blev lyset omkring ham kraftigere og kraftigere, og støvskyen blev samtidigt tættere. Møl og andre insekter summede rundt, som i et orgie og åd af hinanden…
”Hvis man lytter til sirenerne og følger dem I dybet, er man nok tabt for den lukkede og trygge verden, man er født ind I, men man finder titusinde nye verdener, som man dog skal være en ræv for ikke at fare vild i.”
Her afbrød Nomadix Baktuss Xnud Holgers talestrøm:
Ja, ja Knud Holger, det er godt……
Sollyset omkring Xnud Holger forsvandt pludseligt, som ved en strømafbrydelse, og den summende lyd fra insekterne forstummede ligeså brat.

Nomadix Baktuss fortsatte:
”Lidt ved jeg dog om mormor.
Hun var fra landet. Som barn arbejdede hun I marken fra tidlig morgen til sen nat.
Før hun gik I marken skulle hun malke køerne.
Hun blev gift med en fyr der hed Laurits.
Senere tjente hun på et gods ved Odense, det var vistnok der min mor og hendes søster blev født. Men ham Lauritz skred fra mormor.
Det kom hun sig vist aldrig helt over.
En ny mand fandt hun aldrig.

Mens vi voksede op, var mormor der altid for os. Hun passede os mens mor og far var på arbejde. Hun bagte kager og gik til bingo og passede min bror og mig på hverdagene. Engang havde en mand prøvet at stjæle hendes taske, men hun slog ham med sin stok, til han stak af.
Mormor lo meget og havde et godt liv som pensionist og holdt af at fortælle om dengang hun havde jaget tyven på flugt med sin stok.

Da hun blev helt gammel, begyndte hun at ændre sig.
Hun blev fjantet som en ung tøs og flirtede med mænd hun gik til bingo med.
Så sagde man at hun var gået I barndom, men det ved jeg snart ikke…
Hun var vel bare kommet til et sted, hvor den model af virkelighededen som havde hjulpet hende gennem livet, ikke længere var nødvendig. Der var jo ikke længere noget hun skulle, hun ville jo snart være død og borte. Hun kunne, uden at have noget at frygte for, åbne op for nogle af de porte som havde givet hende ly for livets vildskab, igennem så mange år.
Hvorfor skulle hun ikke le og lave sjov og være fjantet som en seksten-årig tøs når hun fortalte om ham den charmerende herre hun havde det så hyggeligt med ved ældresammenkomsterne og bingoaftenerne?

Så blev hun pludseligt meget syg og var næsten død og kom på hospitalet og lå der, helt afmagret, med hendes lange, hvide hår spredt ud over puden. Så smuk har jeg aldrig set hende hverken før eller siden.
Smuk var i det hele taget ikke et ord, som var faldet mig ind I forbindelse med hende, eller nogen anden I vores familie for den sags skyld.
Men nu var hun fyldt af en nærmest overjordisk skønhed, som hun lå der og var næsten død og hver en fure i hendes ansigt var synlig som kalligrafi skrevet af hendes mange år, oplevelser og historier.
Men hun overlevede og kom sig og kom hjem igen.
Der var dog ikke længere så meget liv tilbage I hende.
Efter en tid var det så alligevel slut.

Det var mærkeligt hvad der skete oppe I mit hoved, da hun endeligt døde.
Jeg havde det skidt med hendes død. Men jeg var forvirret. Havde jeg det I virkeligheden så skidt fordi at jeg skammede mig over at jeg ikke følte større sorg?
Det skabte kaos I mit hovede.
Måske havde jeg I virkeligheden taget afsked med hende allerede dengang hun lå og var så smuk og nær var død?
Da hun så kom sig derefter, var det som om at det jo alligevel ikke førte nogle steder hen, og måske lå det I hendes blik når hun kiggede på os, at hun forstod at vi havde taget afsked med hende og at hun på en måde ikke eksisterede mere. Mine tanker var kaos, for vi havde været meget tæt, mormor og jeg, igennem hele min opvækst og nu var hun død og jeg syntes ikke at jeg følte hvad jeg mente at jeg burde føle I en sådan situation og det gjorde mig fortvivlet og forvirret, og jeg tænkte at der måske var noget I vejen med mig, at jeg var syg og væmmelig… Det var den første gang at nogen tæt på mig var død, bortset fra vores hund, Trold, dengang jeg var en 8 år. Ja for dengang var jeg jo brudt fuldstændig sammen og havde grædt I fire dage, og det var dog blot en hund, hvorfor græd jeg dog så ikke nu?